Sensommertogt 2024 - uge 5: Västervik og Tjust Skärgård

Fem overliggerdage i Västervik (0 sømil - fem dage)

Uge 34-2024

Mens jeg ventede på at yndlingsgasten skulle påmønstre torsdag, tilbragte jeg dagene i Västervik med at ordre nogle bådprojekter, shoppe i en marinebutik, løbe, vaske tøj, og generel oprydning og klargøring til at vi nu skulle være to personer på Arne i en periode. Västervik er en fin størrelse by at opholde sig i et par dage eller flere. Der er indkøbs- og spisemuligheder og en masse kringelkrogede gader man kan gå ture i, på kryds og tværs. Byen kalder sig selv for en Skärgårdsstad og det må være fordi den ligger midt i et stykke af skærgården, men adgang til mange sommerhuse og turbåde, der sejler dagsturister på ture.

Arnes nabo, en junke-rigget Maxi 77 fra Tyskland.

Den første dag lå Arne ved siden af en junke-rigget Maxi 77 fra Tyskland, ejet af et ungt par, som var på et fem-måneders togt i Østersøen. Som jeg så udemærket kender det fra mig selv, var skipperen mere end villig til at uddybe i detaljer, hvilke ændringer han havde lavet på sin båd. Junke-riggen har da også nogle fordele i forhold til Bermuda-riggen, som vi ser mest på moderne sejlbåde:

1. simpel rig, uden stag eller vanter, masten er cirkelrund og "piskeformet" - den bliver tyndere i højden. 
2. kun eet sejl, som er simpelt at konstruere og vedligeholde, kan i princippet laves af stof til en markise (som det var tilfældet med min nabo her)
3. udnytter vinden "i toppen" bedre, da sejlet er firkantet hele vejen op og dermed har et større sejlareal øverst oppe.

Skipperen underspillede dog lidt de ulemper, der også er ved denne type af rig::

1. sejler dårligt på kryds, kan ikke gå tæt (nok) op i vinden.
2. båden er sandsynligvis usælgelig efter denne modifikation (men ok, med en ældre Maxi 77 er det nok ikke den største risiko at løbe).

Da jeg restaurerede teaket i cockpittet i foråret, skulle det gå lidt hurtigt til sidst og jeg fik ikke fuget mellem løjgangen og teakpladerne. Det var et oplagt lille projekt at få afsluttet med nogle overliggerdage med tørvejr i udsigt.

Jeg kunne nøjes med at løsne og løfte løjgangen op, uden at skulle fjerne den helt.

Rigelige mængder af teakfuge-masse.

Flueben ved dette lille projekt ✅

Af andre små-projekter kan nævnes; fiks af knirkeri under dørkplade ved pantry, omlagt nogle fald til cockpit og skift af dieselfilter (mere om dette længere nede).

I flere af de svenske havne jeg har været i, har jeg set automatiserede vaskeanlæg til både - og Västervik var ingen undtagelse.

Vaskebørster til undervandsvask af skroget på en båd. 

Det bliver markedsført som "det miljørigtige alternativ" og jeg formoder at det er i sammenligning med (giftig) bundmaling. Det giver god mening, men det kræver også at infrastrukturen med vaskeanlæg er tilstede, således at man er ret sikker på at finde et anlæg når man lige har brug for det. I stedet for at anvende bundmaling kan man derfor, med jævne mellemrum, få vasket alger og andet snask af båden inden det gror helt fast. 

Vaskeanlæg i funktion. Man sejler båden ind i båsen, fortøjer og betaler, og så tager det 10-15 min. inden man kan sejle ud igen med ren bund at trutte i.

Der findes en særlig "snyde-kode" man kan anvende for at komme i snak med skippere og bådejere. Langt de fleste er nemlig glade for deres båd og synes at lige netop deres båd er noget helt særligt; det være sig hurtig, komfortabel, praktisk, stor, rummelig, solid, eller slet og ret smuk. Jeg har selv med stor success brugt denne opskrift, når jeg har slendret rundt på broerne i forskellige marinaer og ønsket lidt uddybende information om en bådtype eller bare har kedet mig og ville i snak med en bådejer.

Skabelonen for den type samtale skitseres her nedenfor:

Snaksagelig person: Det er en flot / smuk / dejlig båd. Den ser hurtig / komfortabel / solid ud. Er det en <fabrikat> / <model> / <land> båd?

Bådejer: Ja! Godt set! Jeg er også meget glad for den! Og nu skal du høre, jeg har nemlig også lavet et par modifikationer hernede om læ og jeg er lige kommet sejlende fra ... <fortsætter i det uendelige>

Onsdag eftermiddag faldt jeg så selv lige lukt i fælden. En svensk gubbe roede rundt i marinaen i en træbåd og sejlede så hen til Arne, hvor jeg sad i cockpittet og kiggede ud.

Gubbe: Det är en vacker båt! Är den dansk?

Christian: Mange tak! Ja, den er dansk. Det er en Larsen trettio fyra.

Gubbe: Jo, det ser man tydligt i de vackra linjerna. Jag tycker att den seglar fort?

Christian: Det kan du tro, den sejler rigtig hurtigt!

<herefter 10-15 minutters snik-snak, om Larsen-bådenes kvaliteter, gubbens folkebåd han havde købt i Skælskør i 1989, at man ikke må undgå at anløbe Hiddensee, hvis man er på Rügen eller de kanter og mange andre ligeså vigtige emner.>

En erfaren skipper-sweet-talker.

Torsdag aften påmønstrede yndlingsgasten og vi kunne fejre en forsinket fødseldag fredag morgen.

"Ovnen" ombord på Arne er en Omina, som kan bruges på spritblus. Her demonstreres anvendeligheden til svenske fødselsdagsboller.

Fredagen brugte vi på byvandringer i Västervik, med skipperen på Arne som lokal-guide, og proviantering til de kommende 10-12 dage i skærgården og omegn.

Vandposten ved Skt. Petri Kyrka, Västervik.

Västervik - Spärö (4 sømil - 1:05)

Den overordnede plan for den kommende uges tid er at nærme os Kalmar, hvor yndlingsgasten kan tage toget tilbage til Danmark. Vi valgte dog at lægge forsigtigt ud og havde fundet en lille vig, 4-5 sømil syd for Västervik. Nu kunne mine læsere måske forledes til at tro, at det er begrænset, hvad der kan ske på så kort en tur, men både skipper og yndlingsgast fik en på opleveren på den relativt korte strækning.

Selvom vi havde planlagt at gå for motor hele turen, havde vi - som altid - forberedt os til at sætte sejl, i tilfælde af motorstop. Allerede efter 10 minutter for motor, synes jeg at motoren lød mærkelig. Det var som om den faldt lidt i omdrejninger og var lidt anstrengt. Jeg gav lidt mere gas og det afhjælp symptomerne, men kun kortvarrigt. Nu havde gasten også bemærket at der var noget galt og jeg fik en kold rislen ned af ryggen. En motor der går ud, i et farvand fyldt med skær, er ikke et rart scenarie at tænke på. Jeg var forberedt på straks at rulle forsejlet ud, så vi kunne komme længere ind på midten af fjorden i tilfælde af, at vi skulle gøre klar til at gå i havn for sejl. Men hvornår er det man tager den beslutning? Det lød ikke umiddelbart som om, motoren var ved at gå ud, kun at den manglede lidt kræfter. Men risikoen var jo, at den kunne gå ud midt i en kritisk manøvre i snævert farvand ...

Da slog det mig! Under skift af dieselfilteret tidligere på ugen havde jeg lukket for brændstoftilførslen - og glemt at åbne igen! Jeg fløj ned i salonen, åbnede dækslet ind til motoren (samtidig med at jeg mumlede "Jamen, Arne dog, Arne dog ...") og fik lukket ventilen op. Brum! Så kørte motoren præcis som den plejer og et lettelsens suk løb igennem skipper og resten af besætningen.

Arne ligger trygt og godt i en lille vig ved Spärö.

Ved indløbet til Spärö lå en større svensk motorbåd fortøjret ved en klippe og for at undgå at få deres hækanker i skruen, gik vi et stykke bag om dem. Bang! Så fik yndlingsgasten også prøvet at gå på et skær. Vi sejlede dog meget langsomt og kunne ligeså stille bakke tilbage. Skipperen på motorbåden, som var blevet alarmeret af Arnes rig der skramlede ved grundstødningen, rejste sig op fra solsengen og guidede os med fagter uden om det usynlige skær. Jeg råbte tak og tilføjede et "Typisk dansk!", som han var venlig at besvare med et smil og en tommel-op.

Skipper måtte i det 14C varme vand og svømme over med kiler, hammer og fortøjning for at få os gjort fast på modsatte bred. Ikke absolut nødvendigt, men når muligheden er der, er det rart at være fortøjret i begge ender.

Spärö Båk. Opført i 1777 som ledesignal til indsejlingen til Västervik. Bygget af sten fra øen, med to meter tykke mure.

Lørdagshygge a la skærgården, hvor vi kunne iagtage flagermusene give opvisning i at jage insekter nær  og i vandoverfladen. Nattens svaler.

Spärö - Sodra Idtullen (18 sømil - 3:45)

Vejrudsigten sagde 6-8ms vind fra vest, hvilket jo ville være tæt på optimalt til en tur sydpå - god vind, ingen bølger. Vi havde udvalgt en lille ø, Sodra Idtullen, som lå tæt på alfarvejen. Turen blev dog mere intens end planlagt, hovedsagligt af to årsager; vinden var tættere på 8-10ms og der var voldsomme vindstød, som sandsynligvis var afstedkommet af alle skærerne, men som stadig føltes meget uforudsigelige. Vi havde til en begyndelse storsejlet oppe, men tog det ned, da en meget sort og truende sky var på vej mod os. Alle mand kom hurtigt i olietøjet og det var en god nok besværgelse til at vi kunne undgå både regn og vind.

På vej ud gennem Spärösund. Kan man ane nogle mørke, truende skyer ..?

Vel ankommet til Sodra Idtullen kunne vi evaluere lidt på sejladsen og kom frem til både nogle læringer og forbedringspunkter. Fordi vi var lidt pressede med uforudsigelige vindstød, havde vi ikke overskud til at lave en plan B, simpelthen at finde en nærmere alternativ ø eller havn. Det kunne vi have gjort på forhånd og lagt den/dem ind i plotteren. Vind fra land giver ikke nødvendigvis lavere vindstyrke end forudsagt, måske snarere tværtimod. "Vind fra land" er heller ikke bare "vind fra land" i skærgården. Der var på dagens sejlads flere områder, hvor der var åbent og langt til land og hvor vinden dermed fik fornyede kræfter. Det er en lære navigatøren tager til sig.

Myggene danser i solnedgangen mellem træerne på Sodra Idtullen.

I tusmørket hørte vi nogle mærkelige plaskelyde, men kunne ikke umiddelbart se nogle der badede i nærheden. Lidt senere kunne vi dog se et par hoveder med små gevirer sejle gennem vandet fra det ene skær til det andet. Dådyr på badeudflugt. 

Sodra Idtullen - Figeholm (11 sømil - 2:25)

Belært af gårsdagens oplevelser med lidt for megen vind, stod vi tidligt op kl 05:00 og gjorde klar til at udnytte den lette vind, der ville blive erstattet af hård vind op ad formiddagen. Skyfri himmel giver også bare en anden form for optimisme og selvom det var koldt, var det en flot skærgårdssejlads.

Yndlingsgasten holder skarpt udkig efter skær ud for Simpevarp Kärnkraftverk.

Tak som byder. Der er skønt i Figeholm, helt enig ...

... især med en Larsen 34 i forgrunden.

Figeholm Gästhamn er turens billigste, indtil videre. 250 svenske kroner måtte vi slippe - og så er der endda el, bad, vaskemaskiner, adgang til skipperstue og lånecykler med i købet. Dertil et hyggeligt grønt område i forbindelse med havnen, hvor man kan grille og benytte et af de mange borde-bænke-sæt.

En gratis lånecykel, endda med en batteri-løs teknologi, der kan give strøm til forlygten.

Ud i den svenska skogen.

Sensommertogt 2024 - uge 4: Södermanslän

Ängholmen - Oxelösund (29 sømil - 7:08)

Uge 33-2024

Min RCR var ovre og det var tid til at sige farvel til Ängholmen. En fiskehejre sendte mig et sidste gulligt hovent blik, inden jeg drejede om hjørnet og forsvandt ind i labyrinten af skær, holme og øer. Min plan var at forsætte yderligere nordpå og finde en by af tilpas størrelse til at jeg kunne få provianteret og vasket tøj. Valget faldt på Oxelösund, lidt under 30 sømil længere oppe. 

Efter at have været afskåret fra menneskelig kontakt i fire dage, havde jeg med spænding set frem til at skulle passere tæt ved dette skær, som svenskerne har døbt Jungfrusalen. Jeg havde både forventninger og kikkert klar, men det endte med at blive en lidt undervældende oplevelse ...

"Klude op, motor stop" kunne jeg notere i logbogen efter et par timers sejlads for motor. I perioder gik det meget langsomt, under 2 knob, men vejret var flot og når man sejler uden for højsæsonen er der ikke samme havnestress, med at nå at ankomme i tide og finde en ledig plads. Desuden havde jeg allerede aftalt med mig selv at blive i to dage, så jeg kunne få ordet nogle praktiske ting.

Det er svært at vænne sig til at der kan være 12m dybt kun en skibslængde fra land.

Indsejlingen til Oxelösund havn. Velkommen tilbage til civilisationen.

Igen en gästhamn med masser af god plads.

En foreningn i Oxelösund restaurerer gamle træbåde. Fiskebåden i forgrunden er fra 1920 ...

... og hedder John ❤️

Udover at der er god plads i gæstehavnene, er vi færre til at skulle dele resourcer, såsom vaskemaskiner og badefaciliteter. Jeg fik vasket og tørret og havde alle maskinerne for mig selv, hvilken luksus. Næsten som at være derhjemme, bortset fra de 50 svenske kroner jeg måtte af med i havnecafeen.

På havnen i Oxelösund blev der lodset kul fra Australien døgnet rundt i de to dage jeg lå der. Der blev også udskibet en masse stål. På trods af larmen (dag og nat) var det hyggeligt at stå i cockpittet og se på denne aktivitet med store maskiner og kraner der arbejder. 

Solopgangen kan også være flot i en industrihavn.

Oxelösund - Hävringe Ø (10 sømil - 2:17)

Hävringe ligger ud for skærgården og blev i gamle dage brugt som "vagtstue" for lodserne. Det var smart for så var de tættere på de skibe der skulle have hjælp og assistance. Der er en meget lille gæstehavn og en 10-20 små røde huse, som er kastet rundt på øen og som i dag bruges som ferieboliger af nogle heldige svenskere.

Ikke et fyrtårn men en båke, som blev bygget i 1749 af en handelsman i Oxelösund, som ville gøre det lettere for fragtskibe at komme til og fra byen.

Øen har lidt af en miniput-Christiansø-vibe, med små huse lidt tilfældigt placeret og folk som måske fisker lidt og ellers ved man ikke helt hvad de laver herovre. Der er kun en markeret sti man kan gå ad, resten af området har man ikke adgang til, der holder fuglene til. Der er ikke vand på øen og dem der har feriehus herovre, må selv fragte drikkevand over i deres egne både.

Udsigten udover den lille havn

De samlede havnefaciliteter. Medbring selv toiletpapir …

Også på Hävringe har svenskerne en forkærlighed for rødmalede træhuse.

Mand over bord!

Da jeg ankom torsdag morgen kl 8:45 var der kun en anden båd i havnen, men de fortalte mig at de ville afsejle om en times tid. Jeg bredte mig derfor på en langskibs-plads og afventede deres afgang. Det var blæst op og de var begge lidt usikre på rækkefølgen med fortøjningerne da de skulle afsted. Motoren fungerede heller ikke og det i kombination med en stresset skipper, der udstak forvirrende ordrer til en uerfaren gast førte til at gasten simpelthen faldt i vandet! Heldigvis kun en meter fra en stige, men den stakkels mand fik et chok og han havde overordenligt svært ved at kravle op ved egen kraft. Jeg hjalp naturligvis så godt jeg kunne, men +110kg svensker i chok og vådt tøj vejer godt til ... Tilbage på båden lavede de et par æresrunder i havnen inden de fandt hullet og smuttede ud på nye eventyr, gasten stadig i drivvådt tøj. 

Bonus-info: DR-julekalenderen Jullerup Færgeby blev filmet i havnen på Hävringe. Under optagelserne blev havnen tørlagt, således at dukkeførerne kunne gå tørskoet rundt på settet.

Natten til fredag var vinden og bølgerne fra SV og stod direkte ind i havnehullet og ramte Arne sidelæns. Heldigvis var der tre store jordbær-fendere på broen til at holde fra, men det blev alligevel en urolig omgang. Flere gange hørte jeg noget der lød som en hegnspæl der knækkede og jeg var oppe for at kontrollere mine klamper med lygten. Dette gentog sig en del gange og giver ikke den tungeste søvn. Til sidst blev jeg siddende oppe på dækket for at se, hvad det var. Det var en fortøjning som var ved at blive slidt over, tråd for tråd. Hver gang en tynd tråd sprang, blev lyden forstærket gennem Arnes skrog og lød meget højt lige over skippers køje. En ny fortøjning kom på og nattesøvnen blev reddet.

En færdig fortøjning i dagslys. Læren af denne episode er, at passe på med at lade fortøjninger og andet tovværk løbe over en ru kant.

Hävringe - Ringsö (10 sømil - 2:45)

Skærgården og den vilde natur kaldte igen og jeg havde udset mig Ringsö, som med sine mange vige skulle kunne give læ for vinden under næsten alle vindretninger. 

Der er nogen der bider i træerne på Ringsö …

Sejladsen blev en plat lænser, jeg havde kun storsejlet oppe (og ude), måske kunne jeg havde vredet en halv knob ekstra ud af Arne ved at sætte genua og stage den ud, men vi skulle hverken langt eller havde travlt. 

Her lå jeg den første nat, en virkelig god plads med læ for vinden. Men klipperne var stejle og skoven ufremkommelig, så det var ikke rigtig muligt at se noget af øen …

… derfor rykkede jeg lørdag morgen et par hundrede meter mod øst og fik en plads med bedre adgangsforhold.

Vel inde i vigens sikkerhed var jeg for fokuseret på, hvilken plads jeg gerne ville ligge ved, og glemte lidt hvor jeg var. Resultatet var en lille grundstødning på et undersøisk skær, som var udemærket markeret på både kort og plotter. Selvom jeg kun sejlede tre knob er det alligevel en voldsom oplevelse når båden med et står stille. Jeg faldt forover indover løjgangen, inden jeg forstod hvad der var sket. Det første jeg gjorde derefter var at kontrollere kølbolte og sumpen for indtrængende vand. I skrivende stund, 36 timer efter episoden er der stadig ingen vand, så jeg slap med skrækken (og et par blå mærker på begge skinneben).

Nede i dette træ sad en hund med øjne så store som tekopper …

Lørdag kunne jeg spadsere en tur frem og tilbage på den ene sti der er på øen og som i hver ende stopper ved en gård, hvor der ser ud til at være opmaganiseret redskaber til naturpleje. Der er også mange dådyr på øen og en flok køer så jeg også.

Der drives lidt naturpleje på Ringsö og de få gårde der er på øen forfalder. På en yderst charmerende måde dog.

Krybekælderen ..?

Uden for stien er øen nærmest ufremkommelig. Skoven har ligget hen i mange år og der er væltede træer på kryds og tværs. Kysten er enten sumpet med sivbevoksning eller stejle klipper, så en tur rundt i strandkanten er ikke mulig. Men at sidde på en varm klippe i solen og se ned på sin båd, det kan man og det har sin helt egen værdi. 

Ringsö - Arkösund (31 sømil - 7:18)

Efter at have slikket den sidste sol i cockpittet var det søndag formiddag tid til at begynde turen sydpå igen. Det fjerneste punkt jeg kom på dette togt var således klippen ved Ringsö:

58°44'21.4"N

17°27'12.0"E

Da jeg kom ud af skærgården kunne jeg konstatere at vinden var stik imod, til gengæld var der masser af den, så jeg forberedte mig til en dag med nogle lange kryds. Det er der jo sådan set ikke noget galt med for en gangs skyld, men denne dag var bølgerne modbydeligt høje og lange. Flere gange fik jeg en skræk i livet når jeg opdagede et skær midt ude på det ellers dybe vand.

Ret højt oppe på listen over ting man ikke har lyst til at blive overrasket af på havet.

Et ukomfortabelt syn i høj sø og på kryds.

Søndag aften kunne jeg anløbe Arkösund Hamn til et kort pitstop inden turen mandag morgen gik videre.

Så er det officielt: Jeg sejler off-season!

Arkösund - Västervik (55 sømil - 10:35)

I følge vejrudsigten skulle vinden mandag løje i løbet af eftermiddagen, så jeg besluttede mig for en tidlig start og kunne forlade Akrösund kl. 4:45.

Hvis gårsdagens sejlads og vejr var lidt streng, kunne sejladsen i dag ikke være bedre. Frisk vind foran for tværs, med 10-20 grader at give af, vind fra vest (dvs fralandsvind = minimal sø) og på samme halse hele dagen. Dertil høj sol. Man skulle næsten tro, at nogen har fødselsdag i dag 🇩🇰

Sådan skal det være.

Da jeg for nogle uger siden sejlede nordpå foregik det fortrinsvis indenskærs. I dag havde jeg valgt at gå lidt SØ først for at "komme fri" af skærgården og alle dens skær og så ellers bare fræse dernedad.

Storklappen Fyr markerer indsejlingen til Västervik skærgården.

De næste tre-fire dage bliver Arne og jeg liggende her i Västervik og glæder os til at yndlingsgasten påmønster på torsdag til et to-ugers togt-i-togtet.

Västervik. Så svensk at det næsten svier i øjnene.