Sensommertogt 2024 - uge 5: Västervik og Tjust Skärgård

Fem overliggerdage i Västervik (0 sømil - fem dage)

Uge 34-2024

Mens jeg ventede på at yndlingsgasten skulle påmønstre torsdag, tilbragte jeg dagene i Västervik med at ordre nogle bådprojekter, shoppe i en marinebutik, løbe, vaske tøj, og generel oprydning og klargøring til at vi nu skulle være to personer på Arne i en periode. Västervik er en fin størrelse by at opholde sig i et par dage eller flere. Der er indkøbs- og spisemuligheder og en masse kringelkrogede gader man kan gå ture i, på kryds og tværs. Byen kalder sig selv for en Skärgårdsstad og det må være fordi den ligger midt i et stykke af skærgården, men adgang til mange sommerhuse og turbåde, der sejler dagsturister på ture.

Arnes nabo, en junke-rigget Maxi 77 fra Tyskland.

Den første dag lå Arne ved siden af en junke-rigget Maxi 77 fra Tyskland, ejet af et ungt par, som var på et fem-måneders togt i Østersøen. Som jeg så udemærket kender det fra mig selv, var skipperen mere end villig til at uddybe i detaljer, hvilke ændringer han havde lavet på sin båd. Junke-riggen har da også nogle fordele i forhold til Bermuda-riggen, som vi ser mest på moderne sejlbåde:

1. simpel rig, uden stag eller vanter, masten er cirkelrund og "piskeformet" - den bliver tyndere i højden. 
2. kun eet sejl, som er simpelt at konstruere og vedligeholde, kan i princippet laves af stof til en markise (som det var tilfældet med min nabo her)
3. udnytter vinden "i toppen" bedre, da sejlet er firkantet hele vejen op og dermed har et større sejlareal øverst oppe.

Skipperen underspillede dog lidt de ulemper, der også er ved denne type af rig::

1. sejler dårligt på kryds, kan ikke gå tæt (nok) op i vinden.
2. båden er sandsynligvis usælgelig efter denne modifikation (men ok, med en ældre Maxi 77 er det nok ikke den største risiko at løbe).

Da jeg restaurerede teaket i cockpittet i foråret, skulle det gå lidt hurtigt til sidst og jeg fik ikke fuget mellem løjgangen og teakpladerne. Det var et oplagt lille projekt at få afsluttet med nogle overliggerdage med tørvejr i udsigt.

Jeg kunne nøjes med at løsne og løfte løjgangen op, uden at skulle fjerne den helt.

Rigelige mængder af teakfuge-masse.

Flueben ved dette lille projekt ✅

Af andre små-projekter kan nævnes; fiks af knirkeri under dørkplade ved pantry, omlagt nogle fald til cockpit og skift af dieselfilter (mere om dette længere nede).

I flere af de svenske havne jeg har været i, har jeg set automatiserede vaskeanlæg til både - og Västervik var ingen undtagelse.

Vaskebørster til undervandsvask af skroget på en båd. 

Det bliver markedsført som "det miljørigtige alternativ" og jeg formoder at det er i sammenligning med (giftig) bundmaling. Det giver god mening, men det kræver også at infrastrukturen med vaskeanlæg er tilstede, således at man er ret sikker på at finde et anlæg når man lige har brug for det. I stedet for at anvende bundmaling kan man derfor, med jævne mellemrum, få vasket alger og andet snask af båden inden det gror helt fast. 

Vaskeanlæg i funktion. Man sejler båden ind i båsen, fortøjer og betaler, og så tager det 10-15 min. inden man kan sejle ud igen med ren bund at trutte i.

Der findes en særlig "snyde-kode" man kan anvende for at komme i snak med skippere og bådejere. Langt de fleste er nemlig glade for deres båd og synes at lige netop deres båd er noget helt særligt; det være sig hurtig, komfortabel, praktisk, stor, rummelig, solid, eller slet og ret smuk. Jeg har selv med stor success brugt denne opskrift, når jeg har slendret rundt på broerne i forskellige marinaer og ønsket lidt uddybende information om en bådtype eller bare har kedet mig og ville i snak med en bådejer.

Skabelonen for den type samtale skitseres her nedenfor:

Snaksagelig person: Det er en flot / smuk / dejlig båd. Den ser hurtig / komfortabel / solid ud. Er det en <fabrikat> / <model> / <land> båd?

Bådejer: Ja! Godt set! Jeg er også meget glad for den! Og nu skal du høre, jeg har nemlig også lavet et par modifikationer hernede om læ og jeg er lige kommet sejlende fra ... <fortsætter i det uendelige>

Onsdag eftermiddag faldt jeg så selv lige lukt i fælden. En svensk gubbe roede rundt i marinaen i en træbåd og sejlede så hen til Arne, hvor jeg sad i cockpittet og kiggede ud.

Gubbe: Det är en vacker båt! Är den dansk?

Christian: Mange tak! Ja, den er dansk. Det er en Larsen trettio fyra.

Gubbe: Jo, det ser man tydligt i de vackra linjerna. Jag tycker att den seglar fort?

Christian: Det kan du tro, den sejler rigtig hurtigt!

<herefter 10-15 minutters snik-snak, om Larsen-bådenes kvaliteter, gubbens folkebåd han havde købt i Skælskør i 1989, at man ikke må undgå at anløbe Hiddensee, hvis man er på Rügen eller de kanter og mange andre ligeså vigtige emner.>

En erfaren skipper-sweet-talker.

Torsdag aften påmønstrede yndlingsgasten og vi kunne fejre en forsinket fødseldag fredag morgen.

"Ovnen" ombord på Arne er en Omina, som kan bruges på spritblus. Her demonstreres anvendeligheden til svenske fødselsdagsboller.

Fredagen brugte vi på byvandringer i Västervik, med skipperen på Arne som lokal-guide, og proviantering til de kommende 10-12 dage i skærgården og omegn.

Vandposten ved Skt. Petri Kyrka, Västervik.

Västervik - Spärö (4 sømil - 1:05)

Den overordnede plan for den kommende uges tid er at nærme os Kalmar, hvor yndlingsgasten kan tage toget tilbage til Danmark. Vi valgte dog at lægge forsigtigt ud og havde fundet en lille vig, 4-5 sømil syd for Västervik. Nu kunne mine læsere måske forledes til at tro, at det er begrænset, hvad der kan ske på så kort en tur, men både skipper og yndlingsgast fik en på opleveren på den relativt korte strækning.

Selvom vi havde planlagt at gå for motor hele turen, havde vi - som altid - forberedt os til at sætte sejl, i tilfælde af motorstop. Allerede efter 10 minutter for motor, synes jeg at motoren lød mærkelig. Det var som om den faldt lidt i omdrejninger og var lidt anstrengt. Jeg gav lidt mere gas og det afhjælp symptomerne, men kun kortvarrigt. Nu havde gasten også bemærket at der var noget galt og jeg fik en kold rislen ned af ryggen. En motor der går ud, i et farvand fyldt med skær, er ikke et rart scenarie at tænke på. Jeg var forberedt på straks at rulle forsejlet ud, så vi kunne komme længere ind på midten af fjorden i tilfælde af, at vi skulle gøre klar til at gå i havn for sejl. Men hvornår er det man tager den beslutning? Det lød ikke umiddelbart som om, motoren var ved at gå ud, kun at den manglede lidt kræfter. Men risikoen var jo, at den kunne gå ud midt i en kritisk manøvre i snævert farvand ...

Da slog det mig! Under skift af dieselfilteret tidligere på ugen havde jeg lukket for brændstoftilførslen - og glemt at åbne igen! Jeg fløj ned i salonen, åbnede dækslet ind til motoren (samtidig med at jeg mumlede "Jamen, Arne dog, Arne dog ...") og fik lukket ventilen op. Brum! Så kørte motoren præcis som den plejer og et lettelsens suk løb igennem skipper og resten af besætningen.

Arne ligger trygt og godt i en lille vig ved Spärö.

Ved indløbet til Spärö lå en større svensk motorbåd fortøjret ved en klippe og for at undgå at få deres hækanker i skruen, gik vi et stykke bag om dem. Bang! Så fik yndlingsgasten også prøvet at gå på et skær. Vi sejlede dog meget langsomt og kunne ligeså stille bakke tilbage. Skipperen på motorbåden, som var blevet alarmeret af Arnes rig der skramlede ved grundstødningen, rejste sig op fra solsengen og guidede os med fagter uden om det usynlige skær. Jeg råbte tak og tilføjede et "Typisk dansk!", som han var venlig at besvare med et smil og en tommel-op.

Skipper måtte i det 14C varme vand og svømme over med kiler, hammer og fortøjning for at få os gjort fast på modsatte bred. Ikke absolut nødvendigt, men når muligheden er der, er det rart at være fortøjret i begge ender.

Spärö Båk. Opført i 1777 som ledesignal til indsejlingen til Västervik. Bygget af sten fra øen, med to meter tykke mure.

Lørdagshygge a la skærgården, hvor vi kunne iagtage flagermusene give opvisning i at jage insekter nær  og i vandoverfladen. Nattens svaler.

Spärö - Sodra Idtullen (18 sømil - 3:45)

Vejrudsigten sagde 6-8ms vind fra vest, hvilket jo ville være tæt på optimalt til en tur sydpå - god vind, ingen bølger. Vi havde udvalgt en lille ø, Sodra Idtullen, som lå tæt på alfarvejen. Turen blev dog mere intens end planlagt, hovedsagligt af to årsager; vinden var tættere på 8-10ms og der var voldsomme vindstød, som sandsynligvis var afstedkommet af alle skærerne, men som stadig føltes meget uforudsigelige. Vi havde til en begyndelse storsejlet oppe, men tog det ned, da en meget sort og truende sky var på vej mod os. Alle mand kom hurtigt i olietøjet og det var en god nok besværgelse til at vi kunne undgå både regn og vind.

På vej ud gennem Spärösund. Kan man ane nogle mørke, truende skyer ..?

Vel ankommet til Sodra Idtullen kunne vi evaluere lidt på sejladsen og kom frem til både nogle læringer og forbedringspunkter. Fordi vi var lidt pressede med uforudsigelige vindstød, havde vi ikke overskud til at lave en plan B, simpelthen at finde en nærmere alternativ ø eller havn. Det kunne vi have gjort på forhånd og lagt den/dem ind i plotteren. Vind fra land giver ikke nødvendigvis lavere vindstyrke end forudsagt, måske snarere tværtimod. "Vind fra land" er heller ikke bare "vind fra land" i skærgården. Der var på dagens sejlads flere områder, hvor der var åbent og langt til land og hvor vinden dermed fik fornyede kræfter. Det er en lære navigatøren tager til sig.

Myggene danser i solnedgangen mellem træerne på Sodra Idtullen.

I tusmørket hørte vi nogle mærkelige plaskelyde, men kunne ikke umiddelbart se nogle der badede i nærheden. Lidt senere kunne vi dog se et par hoveder med små gevirer sejle gennem vandet fra det ene skær til det andet. Dådyr på badeudflugt. 

Sodra Idtullen - Figeholm (11 sømil - 2:25)

Belært af gårsdagens oplevelser med lidt for megen vind, stod vi tidligt op kl 05:00 og gjorde klar til at udnytte den lette vind, der ville blive erstattet af hård vind op ad formiddagen. Skyfri himmel giver også bare en anden form for optimisme og selvom det var koldt, var det en flot skærgårdssejlads.

Yndlingsgasten holder skarpt udkig efter skær ud for Simpevarp Kärnkraftverk.

Tak som byder. Der er skønt i Figeholm, helt enig ...

... især med en Larsen 34 i forgrunden.

Figeholm Gästhamn er turens billigste, indtil videre. 250 svenske kroner måtte vi slippe - og så er der endda el, bad, vaskemaskiner, adgang til skipperstue og lånecykler med i købet. Dertil et hyggeligt grønt område i forbindelse med havnen, hvor man kan grille og benytte et af de mange borde-bænke-sæt.

En gratis lånecykel, endda med en batteri-løs teknologi, der kan give strøm til forlygten.

Ud i den svenska skogen.