Ystad - Simrishamn (27 sømil - 4:40)
Uge 31-2024
Efter at have sagt farvel til matroserne og ryddet lidt op på Arne, sejlede jeg lørdag eftermiddag mod Simrishamn. Vinden har jævn fra syd og det var kystnær sejlads det meste af turen med høj sol, hvilket også afspejledes i mængden af badegæster på de hvide sandstrande ud til Østersøen.
Mod Simrishamn. Det er magsvejr, når aftenkaffen kan indtages på denne måde.
Simrishamn – Karlskrona (59 sømil – 10:26)
Vejrudsigten sagde frisk vind fra NV og siden jeg skulle mod NØ ville det være det perfekte match med halv vind indtil jeg ramte Blekinge Skærgård. Dette viste sig også at holde stik, jeg havde på forhånd to reb i storsejlet, da jeg stod ud fra Simrishamn kl. 5:55, men allerede kl. 11 kunne jeg rebe ud igen til fuld sejlføring.
Simrishamn i morgensolen
For at tage den hurtigste vej til Karlskrona skulle jeg under Hasslöbron, som svinger ud til siden i stedet for at åbne opad.
Passage af Hasslöbron.
Da jeg ankom Karlskrona ud på eftermiddagen, blev jeg anråbt af en hamnvärd, som kunne anvise en plads på gästbryggan mellem Y-bommene. Han hjalp også til med fortøjningerne, hvilken service! Det sætter man stor pris på som solo-sejler efter mere end ti timer på vandet. Det skulle senere vise sig ikke at være det eneste sted, hvor en venlig og serviceminded hamnvärd stod klar til at hjælpe.
Jeg har tidligere besøgt Karlskrona ved flere lejligheder, dog af landvejen og i embedes medfør. Min første gåtur efter ankomst gik derfor forbi lokaliteten for en større svensk telekommunikations-virksomhed, som har sin udviklingsafdeling i Karlskrona.
Tilfældet ville at netop denne uge pågår Skärgårdsfesten i Karlskrona, med koncerter, events, madboder og anden kalas. Til nogle af arrangementerne skal man indlæse entre, men der er meget der er gratis – og bliver det for meget spektakel kan man jo trække sig tilbage til sin båd.
Havnens faciliter er af nyere karakter og de fineste på turen indtil videre.
To overliggerdage i Karlskrona
Yndlingsgasten blev hentet på banegården, som ligger kun 200m fra marinaen. Vi havde planlagt to overliggerdage sammen i Karlskrona og det kan byen sagtens bære, skärgårdsfest eller ej.
Kalas under skärgårdsfesten i Karlskrona Hamnbad
Der er mange skønne områder i byen, som er meget nem at navigere i til fods; byen er skabt på papiret først, hvor de retvinklede gader er indtegnet med torget og den store kirke i midten, som også er byens højeste punkt. Det vil sige at hvis man går opad, nærmer man sig Stortorget, går man nedad, ja så ender man på en af de tre havnefronter (den sydlige er ikke tilgængelig for offentligheden, her holder flåden til).
Byen blev i sin tid valgt som flådens hovedkvarter, da vandet omkring øen Trossö, hvor centrum ligger, er en isfri havn. Det skulle dog ikke afholde skipperen fra at indtage et bæger is fra en butik med konceptet "bland-selv-is”, hvor kunderne selv rager isen op i et bæger fra de mange bøtter. Måske kommer dette fænomen også til Danmark som det skete med lösgodis-konceptet, men det virker umiddelbart svært at kontrollere hygiejnen.
Karlskrona Hamnbad, hvor det lykkedes både yndlingsgasten og skipper at blive svalet af, selvom vandtemperaturen var 21C.
Selvom der var tusindvis af glade festival-turister på gaderne, så vi ingen svenskere indtage alkohol i det offentlige rum – og dermed heller ingen som var tydeligt berusede. Restauranterne serverede naturligvis alkohol til deres gæster, men der var ikke de i Danmark allestedsnærværende fadøls-anlæg, man ser til hver en given lejlighed, sportsfester, kræmmermarkeder og festivaler. ”Man kan godt drikke, uden at more sig”, som det kendte danske mundheld lyder. Det modsatte synes at være tilfældet i Sverige.
Der var mad fra alle verdenshjørner på Stortorget.
Vi spiste frokost der (på Stortorget), men aftensmaden bød på smørgås, serveret som tv-dinner, under cockpitteltet på Arne.
Til (gratis!) open air film i en park i den svenske sommeraften, hvor vi så One Love. Det var fantastiske rammer, men selve filmen syntes at være en noget unuanceret fremstilling af Bob Marley og hans liv og levned.
Tiden løber afsted når man er i godt selskab og torsdag eftermiddag var det allerede tid for yndlingsgasten at afmønstre og finde togbussen til Lund for at skifte til toget mod København.
Karlskrona – Borgholm (70 sømil – 14:02)
Jeg besluttede mig for at sejle videre nordpå op gennem Kalmarsund samme eftermiddag og se, hvor langt jeg kunne komme inden manglende vind eller træthed ville tvinge mig i havn.
Inden vi kommer ud i Kalmarsund passerer vi under Möcklösundsbron.
Aften blev til nat i Kalmarsund og det var nemt at navigere, det eneste andet skib jeg så på hele turen (efter at have forladt Blekinge Skærgård) var et enkelt fragtskib for sydgående. Natten var stjerneklar og jeg så mange stjerneskud og Jupiter, Mars og Saturn fulgte mig på vej. Og hvad laver man så ellers i løbet af en natsejlads som solosejler? Man laver mad, spiser mad, spiser slik, spiser chips, hører podcasts og musik – men mest af alt sidder man bare og kigger på land og det lys og de byer der glider forbi.
Kalmarsundbron kl. 02:30 fredag morgen.
I løbet af natten havde jeg udset mig Borgholm på Öland som en mulig destination, med forventet ankomst ved 5-6 tiden om morgenen, hvilket var sent nok til at give en ankomst i dagslys, men tidligt nok til at skipper ikke ville blive helt urimelig at have med at gøre af overtræthed.
Jeg ankom til Borgholm kl. 5:15 fredag morgen til en havn med masser af ledige pladser. Svenskerkrogen måtte findes frem igen, men det var ingen sag, for bøjerne var høje og nåede et stykke op over fribordet.
Der er god plads i gæstehavnen i Borgholm i højsæsonen.
Øland deler skæbne med firbenet i og med at de har det tilfælles at navngivningen må siges at være noget uopfindsom. Borgholm, som ligger på vestsiden og nogenlunde midt på den aflange ø, er en bade- og turistby med mange pensionater og flere badehoteller. Vandet og det varme vejr indbød da også til flere dukkerter, efter jeg havde fået en lur på køjen om formiddagen.
Da Pippi Langstrømpe blev pensioneret, slog hun sig ned i denne villa med udsigt over Borgholm havn.
Det var også tid til at bunke diesel og jeg spadserede over til anlægget for et regne ud om jeg kunne tanke op, inden min planlagte tidlige afgang lørdag morgen. Men ak, anlægget kan ikke betjenes af menigmand og jeg gik til havnefogeden for at beklage min nød. Han ville blot vide, hvor jeg lå henne – så ville han kigge forbi. Lidt senere dukkede han op i en gummibåd og han fik mine tomme dunke over, hvorefter han sejlede over til diesel-kajen og returnerede med de fyldte dunke. Forinden havde jeg fyldt tanken helt op.
Borgholm hamnvärd har lige hentet mine brændstofdunke og er på vej over til diesel-anlægget for at fylde dem op. Senere blev de leveret til Arne, hvor jeg også fik lov at betale. Den slags service udløser drikkepenge!
Borgholm – Smedholmen (33 sømil – 7:35)
Efter at have konsulteret Hamnguiden 7 grundigt og læst op på sidste års lærdom om tillægning ved øer i skærgården, havde jeg udset mig den lille ø Smedholmen som mit første forsøg udi kunsten at lægge til ved en ø helt alene.
En god ø ..?
Som ved al solo-sejlads – og måske i livet generelt – er det en god idé at have en plan og at forberede sig grundigt. Og naturligvis være klar til at håndtere når planen fejler og forberedelserne ikke slår til. På forhånd havde jeg valgt en plads, hvor vinden for det meste ville være imod, således at det var fortøjningerne der skulle holde båden og ikke hækankeret.
Jeg havde gjort et anker klar på hækken, med kæden i en spand og ankerlinen klar til at løbe ud. Inden jeg lod ankeret gå, tog jeg et ultra-forsigtig anløb til den plads jeg havde udset mig og gik op på fordækket.
- Hvordan ser bunden ud – er der dybt nok?
- Hvad med klippen – kan man komme i land?
- Hvor vil du sætte den første fortøjning fast, træ, klippe, eller med kile?
Så var det sådan set bare at tage en ekstra runde, ploppe ankeret i vandet, lade linen gå, sejle op til klippen og hoppe i land med den første fortøjning. Efter lidt justeringer af fortøjninger og ankerline, kunne jeg nyde en meget velfortjent moleøl på klippen.
Arne ved Smedholmen
Jeg havde den lille ø for mig selv og det tog under ti minutter at gå hele øen rundt.
Smedholm - Stora Gundleholmen (32 sømil - 6:29)
Hvad er den svenske natur kendt for? Myg! Fordi det var lummert og varmt havde jeg ladet alle luger stå åbne for natten. Ved solopgang ved fire-tiden, sværmede de sultne myg lystigt over min køje og der var ikke andet at gøre end at komme op og i tøjet.
Solopgang over Smedholmen. Morgenstund har i sandhed guld i mund.
Mandag var det planen at jeg ville krydse over til Visby på Gotland og for at ligge i en optimal position til det, ville jeg et stykke længere nordpå denne søndag. Valget faldt igen på en ø, Stora Gundleholmen, nu hvor jeg jo var blevet fuldbefaren ø-tillægger.
Simpevarp. Et kernekraftanlæg midt i skærgarden.
Jeg tog en lille omvej, det man måske kunne kalde the scenic route, i hvert fald indenskærs så vidt muligt. Det havde muligvis været hurtigere at sejle ud i åbent vand, men jeg var endnu ikke træt at af se små øer og holme glide tæt forbi.
Der findes mange af disse små fyrtårne, placeret på små skær.
Arne ved Stora Gundleholmen.
Igen havde jeg øen helt for mig selv, hvilket er en speciel følelse, der kalder på udforskning og opdagelse. Også på Stora Gundleholmen var der mange myg, men nu havde jeg lært lektien. Så snart de begyndte at summe, gik jeg ned om læ og skalkede alle luger. ”Hellere svede i varme, end kløe på ankler og arme”, som et svensk ordsprog lyder, her dog omskrevet til dansk af nærværende kronikør.
Den svenske natur kan bare noget.
Jeg tog en lille note til mig selv: Hvis man ligger i et sund, hvor der kommer andre både forbi, kan det give bølgeskvulp. De fleste er dog høflige at sætte hastigheden ned, når de ser en båd fortøjet. Dog skal næste ø være i en vig.
Sikken nogle flotte billeder fra øerne.
SvarSlet