Sensommertogt 2024: Uge 7 - Hjemturen

Kalmar - Rønne (116 sømil - 20:33)

Uge 36-2024

Det tog et par timer at gøre klart skib til en natsejlads mod Rønne på Bornholm. Vejrudsigten lovede 8-9ms fra SØ, hvilket forventeligt ville give rolig sejlads i Kalmarsund, men bølger når vi kom fri af Öland. Jeg kom afsted kl 17 og havde således et par timer inden mørkets frembrud, hvor jeg kunne få lavet lidt mad og spist og ellers bare forberede mig på natsejlads. 

Efterhånden som det blev mørkt og vi kom mere og mere fri af Ölands behagelige bølgelæ, blev det klart for mig at det ville blive en lang nat. Det var overskyet og bælgmørkt. Jeg sad en del på knæ på dørken i cockpittet, simpelthen fordi det var der hvor der var relativt mest ro. Men det var en ubehagelig, desorienteret oplevelse. Når det er mørkt og der ingen horisont er at se, ja så har øjnene ikke et fast holdepunkt at relatere bådens bevægelser til. Og der var mange bevægelser den nat - voldsomme og på alle akser. Det var som at sidde i en lukket kasse og blive rusket rundt. 

Plan B var at der ikke var nogen Plan B. Jeg havde ikke lyst til at anløbe en havn på fastlandet, da det ville betyde hård medvind og mørke. Samtidig havde jeg heller ikke lyst til at tage en af de sidste havne på Öland, da det ville betyde sejlads imod bølgerne og vinden. Dertil kom at vejrudsigten forudsage samme vind og bølger hele den kommende uge. Der ville altså ikke være meget vundet ved at bakke ud nu. 

Kl 01:15 gik det så fra slemt til værre. Autopiloten holdt op med at reagere på de store kursudsving der konstant var skråt ned af bølgerne. Den meldte en fejlkode "E-et-eller-andet" i displayet og ville ikke reagere på tastetryk. Jeg tog rorpinden og kunne nogenlunde styre efter fyrtårnet på Utklippan. Da vi havde passeret dette punkt var der ikke noget tilbage at navigere efter - udover selvfølgelig kompas og kortplotter. Men det var ikke rart at kigge ned i stedet for ud.

At håndstyre en sejlbåd er normalt ikke svært og det var det sådan set heller ikke denne nat. Men det kompliceres af at man samtidig skal holde fast og af og til har brug for en eller to hænder til at åbne en flaske, finde noget mad eller anvende skibspotten. En arm til rorpinden, en arm til at holde fast, resten af dine arme kan du frit bruge til andre formål.

Ved 4-tiden lettede skyerne og det blev stjerneklart. Jeg kunne også mærke at konditionerne - ubehagelige som de var - ikke var blevet værre de sidste par timer. Jeg fandt tre stjerner i en konstellation nær horisonten i den generelle retning mod Bornholm og kunne nu styre efter dem. Således med angst og uro under nogenlunde kontrol kunne jeg begynde at se frem til solopgangen - og da solens første stråler kom op over Østersøen ved halvseks-tiden, blev de fulgt på vej af en skipper der sang "I Østen stiger solen op" af fuld hals.

Det er altid svært at gengive bølgernes størrelse på billeder, men de var høje og lange den morgen på Østersøen.

Endelig! Kl. 8 fik vi landkendning med Bornholm og fem timer senere kunne jeg gøre klar til at anløbe Rønne Havn. Jeg havde på forhånd planlagt mindst en overliggerdag i Rønne, for at få indhentet søvnunderskuddet fra natsejladsen. Ifølge min havneguide skulle Skudehavnen være den mest hyggelige placering. Efter lidt zig-zag mellem færger og slæbepramme i yderhavnen, lagde jeg til ved en af de ledige pladser. Havnefogeden var på plads allerede inden jeg havde fået fortøjningerne på og jeg nåede lige at tænke at det var god service, inden han kunne meddele at havnen er lukket for lystsejlads på grund af trafikken i forbindelse med byggeriet. Heldigvis var der kun en halv time tilbage til Nørrekås Marina, hvor jeg kunne vælge frit mellem mange ledige pladser. 

Netop som jeg havde gjort agterfortøjningerne klar til anløb til pæle, blev jeg behageligt overrasket over at se Y-bomme i Nørrekås Marina. Måske det eneste sted i Danmark ..?

For så vidt vides, var Fanden ikke løs.

Kebabhuset på torvet serverede en pizza og efter et varmt bad, kunne skipper stryge det svenske gæsteflag og lægge sig på køjen kl. 18.

Overliggerdag(e) Rønne

Jeg havde oprindelig planlagt blot en enkelt overliggerdag i Rønne, men den hårde vind fra øst (og især bølgerne) fik mig til at blive i tre dage. Derfor var der god tid til at få ordnet nogle praktiske ting og gået nogle lange ture. I de dage jeg var i Rønne, var der regulær hedebølge på Bornholm med temperaturer over 30C og den tørre, hede vind fra øst gav ikke megen svale. Det gjorde besøgene på den meget fine sandstrand umiddelbart nord for marinaen til gengæld og med en vandtemperatur på over 20C blev det til en del dukkerter.

Solo-sejlerens bedste ven, næst efter pulverkaffe og kanelgifflar, må være en god og trofast autopilot. Under natsejladsen fra Kalmar havde vores forhold udviklet nogle trust issues og det var tid til at undersøge om dette kunne repareres. Jeg har før oplevet med denne type autopilot, at det tandhjul der sidder på motoren kan gå løs, hvorved remmen ikke kan trækkes rundt. Men symptomerne på dette er ikke en fejlkode, men blot et fortvivlet instrument, der forsøger i det uendelig at rette op. Det var ikke dette jeg havde observeret.

Autopiloten er kommet på værkstedet og man forundres over den simple mekanik, der kan give så meget brugsværdi.

Denne pakning var gået løs og der var ingen anden udvej end at fjerne den for nuværende. Jeg tror dog ikke den har været skyldig i den fejl jeg oplevede. Derudover var der ingen tegn på fugt, vandindtrægning eller andre mekaniske fejl.

Inden autopiloten skulle samles, blev den funktionstestet i sit naturlige miljø. Alt virker tilsyneladende ok.

Der var således ingen smoking gun der helt og aldeles tydeligt kunne forklare det svigt i funktionalitet jeg oplevede. Jeg tænker at den mest sandsynlige forklaring må være regulær overbelastning og / eller måske overophedning. Under de næste sejladser får den mulighed for at opbygge min tillid igen. Men jeg har dog også oprettet en søgeagent på DBA for at have en reserve-enhed i baghånden til en anden god gang.

Der er mange af disse hyggelige stræder i Rønne.

Efter det øvrige Danmark blev frit d. 5. maj 1945, vedblev Bornholm med at være besat af tyskerne indtil Sovjetrusland bombede øen 7-8 maj og den tyske kommandant von Kamptz overgav sig d. 9. maj. Mange huse var gjort ubeboelige og over 700 bornholmske familier var uden hjem. Den svenske regering donerede 300 præfabrikerede træshuse inklusive inventar og de blev opført på rekordtid, allerede under fem måneder efter ødelæggelserne var de første huse klar til indflytning. Husene var oprindelig tænkt som midlertidige boliger, men - svensk kvalitet! - står stadig og er i dag er eftertragtede boliger.

Svenskerhuskvarteret ved Nordskoven og Haslevej.

Vejrudsigten for den kommende uge byder på en del vind (+10ms) og jeg benyttede lejligheden til at skifte fra genua til fok også for at være forberedt på krydssejlads hjemad. Fredag skulle byde på 8-9ms vind fra øst og efter tre dage i samme havn var det mit cue til at komme videre.

Rønne - Klintholm (79 sømil - 15:20)

Med to reb i storsejlet, en tottet preventer og ingen forsejl rullet ud, var jeg forberedt på en god lang dag ved rorpinden. Autopiloten virkede måske / måske ikke, men med store bølger ret ind agter og i plat læns, kan den alligevel ikke følge med ned af søerne - der skal der en styrmand til. Men når man blot er forberedt på dette scenarie og solen skinner, ja så er det nemt at holde moralen på besætningen oppe. 

 

Udsigten set fra rorsmandens synspunkt. På dørken anes proviantsækken og andre remedier til at gøre 15 timers ophold i cockpittet behageligt.

Selvom denne etape bød på over 10 timer sejlads uden hverken landkending eller mobildækning, følte jeg mig på intet tidspunkt alene i verden, tværtom. Der er en betragtelig skibstrafik i dette lille hjørne af verdenshavene og VHF-radioens kanal 16 sydede af beskeder på kryds og tværs, de fleste på engelsk med tydelige accenter af finsk, polsk, tysk, indisk, filippinsk og naturligvis dansk - alle i forskellige grader af knitrende kvalitet. Dertil kom landenes beskeder om navigational warnings, udsendt med jævne mellemrum fra alle radiostationer og Femern Bælts byggeriets egne beskeder hver time. Der var også et par safety warnings, hvoraf en viste sig at være falsk alarm, men alligevel tog en times tid at få opklaret. Normalt synes jeg det er hyggeligt at følge med i kommunikationen på radioen, men denne dag var det ved at blive for meget, nærmest som at sidde i et tog, hvor alle medpassagererne råber højt i telefon.

Skematisk fremstilling af, hvor Arne befandt sig i forhold til radiostationernes sendeområder.

Ved 18-tiden fik vi land i sigte igen og det var Møns Klint der med sine over 120 meter bød velkommen tilbage til de indre farvande.

Møns Klint, som jeg med skam må meddele jeg aldrig har set før. Solen var på vej ned, men de østvendte klinter formåede alligevel at lyse op i skumringen.

Vel ankommet til Klintholm fredag aften i tusmørke blev der holdt et skippermøde, hvor resten af hjemturen skulle planlægges. Den gode stemning led dog et lille knæk af at der ingen varmt vand var i hanerne til skipper i toiletbygningen. Nuvel, en kold afvaskning har vel også sin berettigelse. Hjemturen er påbegyndt, mentalt set er eventyret slut og nu gælder det egentlig bare om at komme vestover - og naturligvis nyde denne del af turen også. Dette faldt fint i tråd med vejrudsigten. Østenvinden ville vare ved et par dage endnu, men derefter ville der blive mindst to overliggerdage, hvis jeg ikke nåede hjem inden da.

Det ville være godt at finde hjemhavnen i Bogense inden dette vejr-scenarie med vind fra NV for tirsdag og onsdag.

Det blev besluttet at sigte efter Nyborg, som jeg kender fra tidligere og ville kunne anløb i mørke, hvis det blev aktuelt. 

Klintholm - Bogense (107 sømil - 22:22)

I det første morgengry lod jeg fortøjningerne gå og gled ud af Klintholm.

Lørdag morgen, på vej ud af Klintholm havn. Vandets farve ligner noget fra mere sydlige himmelstrøg.

Solopgangen over Møn.

Efter et par lange stræk uden landkending var det velkomment med kystnær sejlads og endda med kyst til begge sider på flere stræk.

Den lille færge mellem Stubbekøbing og Bogø.

Min første passage under Farøbroen ...

... og ditto Storstrømsbroen.

Umiddelbart vest for Storstrømsbroen er byggeriet af Den Nye Storstrømsbro i fuld gang og der var megen aktivitet i vandet ...

... og det gælder om at styre uden om alle fartøjer med vigtigere ærinder end lystsejlads. Broen forventes at kunne åbne for biltrafik i 2025 og for jernbanen i 2027.

Vel forbi broer og byggepladser kunne vi i Smålandsfarvandet ved middagstid tage en status på moralen ombord. Der var enstemmighed om at forsætte direkte til Bogense og der lå to vigtige faktorer til grund for denne beslutning: (1) Autopiloten lader til at virke som den skal og (2) vi ville ikke kunne nå at anløbe Nyborg indenfor pizzariaernes almindelige åbningstider, what's the point så ..? Min morbror, skipper på det gode skib Stoppenålen, havde tillige på sms delt følgende visdomsord:

"Man skal sejle, når østenvinden er der."

Altså: kursen omlagt til Bogense.

Storebæltsbroen, som blev passeret ved 20-tiden lørdag aften.

Natten var lun og der var ikke ligeså meget vind som lovet. Men da mørket faldt på oplevede jeg et fænomen jeg aldrig har set før: morild! Fra passagen af Romsø om styrbord og frem til Æbelø nord for Fyn var der morild i mit kølvand. Et sælsomt syn, det er så flygtligt at man næsten ikke tror man har set det, før næste "bølge" lyser op. Som at se ned i en stjernehimmel i det mørke vand. En gave at have oplevet.

Kabysmesterens sidste gerning på dette togt: Kaffebrygning kl. 1 søndag morgen syd for Samsø Bælt.

Arne sejlede næsten af sig selv kurs 210 fra Æbelø og direkte mod den røde bøje ud for Bogense Marina. Vi anløb kl. 4:30 søndag morgen, hvor yndlingsmatrosen stod klar til at tage imod på bro 23. Hjemme igen!

Søndag eftermiddag efter otte ugers fravær. Arne tilbage på sin vante plads og jeg pakker krims-krams sammen.