Sensommertogt 2024 - oversigt

 Indholdsfortegnelse

• Præludium
• Uge 1 - Bornholm tur retur
• Uge 2 - Karlskrona og Kalmarsund
• Uge 3 - Gotland og Gryts Skærgård
• Interludium - Robinson Crusoe Retræte (RCR) 
• Uge 4 - Södermanslän
• Uge 5 - Västervik og Tjust Skärgård
• Uge 6 - Øhop fra Figeholm til Kalmar
• Uge 7 - Hjemturen
• Epilog

Sensommertogt 2024: Epilog

Syv ugers sommertogt i en Larsen 34

Reflektioner

Hvad sker der, hvis man drejer en udsigt 90 grader ..?

Kedsomhed?

Kommer man ikke til at kede sig, når man er alene ombord på en lille sejlbåd i det meste af otte uger? Jeg har på intet tidspunkt kedet mig. Generelt har jeg måske endda forberedt mig "for godt" i henhold til mulige aktiviteter, i fald jeg skulle komme til at kede mig. Jeg havde et (meget lille) udvalg af musik-instrumenter ombord, bøger, forslag til skills upgrades (f.eks. splejse tovværk), bådprojekter, et skriveprojekt, mm., men oftere tog jeg mig selv i at tænke "Nu kunne jeg faktisk godt lige lave noget, men njah, jeg kigger bare videre på de her bølger / træer / klipper ..."

Larsen 34 - som langturssejler

Den største - og måske eneste - anke ved en Larsen 34 som bolig i otte uger, er manglende ståhøjde. Det bliver enerverende i længden at bevæge sig krumrygget rundt. Dette forhold er naturligvis afhængig af den enkelte persons højde, for mig er det et problem, mens yndlingsgasten har fuld ståhøjde i hele båden. Jeg har tilbragt megen tid i åbningen til cockpittet, her kan jeg stå fuldt oprejst under sprayhood'en og alligevel kigge ud. Det er kun den relativ lange tidsperiode, der gør dette til en udfordring. På togter af "normal" længde, weekture og et par ugers sommerferie, har dette ikke været et problem og jeg var naturligvis klar over dette forhold da jeg købte båden i sin tid. Udover lidt øm lænd i nogle dage, har jeg dog ikke haft gener af den manglede ståhøjde.

Arne var klart blandt de mindste både jeg så på min tur. Trenden er længere (+40 fod) og bredere både - og især brede agterdæk, hvor der er plads til to rat. 

Larsen 34 - som solo-sejlerbåd

En af grundene til at jeg valgte netop en Larsen 34, er det dejligt lange cockpit. Her kan man sidde eller ligge godt på mange måder. Men sejler man alene, synes jeg der er lang vej fra rorspladsen til betjening af instrumentpaneler og skødespillene. Og det er sidste gang jeg har en båd med en løjgang placeret midt i cockpittet. En holdning begge mine skinneben bakker 100% op om.

Arne vejer 4.000 kg - eksklusiv gods og løsøre. Det er en størrelse der lige akkurat gør at man ene mand kan "håndtere" den i havn og ved andre manøvrer, hvor det kræves at man stemmer imod, skubber fra eller trækker med muskelkraft. Jeg kan hejse storsejlet næsten helt op uden at have det på spillet og selv skifte og håndtere forsejlene. Måske er en Larsen 34 den største, mindre båd hvor dette er muligt ..?

Havnestress

Havnestress findes simpelthen ikke, når man sejler off-season. Hverken i Danmark eller Sverige. I år har jeg oplevet een havn, uden ledige pladser efter kl 16 - og det var Christiansø i højsæsonen og i godt vejr. Dette gælder for en smal båd som en Larsen 34, hvis vi taler om bredere både (+3m) ville man havde oplevet udfordringer i Hammer Havn og Svaneke også. Men off-season: Man finder altid en plads, ingen grund til at være strategisk med, hvornår man skal ankomme. Anbefalet.

Garmin transducer

I foråret 2023 købte jeg nye instrumenter, herunder en 3-i-1 transducer. Under sommertogtet i 2023 holdt den op med at virke og blev skiftet på garantien af Garmin. Den nye blev monteret i foråret 2024, men ville kun vise enten dybde eller fart. Ikke begge dele. Den blev også skiftet et par uger før jeg skulle afsted i år. Tredje gang er åbenbart lykkens gang. Den har fungeret upåklageligt på hele togtet.

Drikkevand

I foråret 2024 tog jeg en rask beslutning: slut med flasker til medbragt drikkevand, jeg drikker af vandet i tanken. Vandtanken er sandsynligvis original og dermed 40 år gammel, men alle vandledninger og haner blev skiftet i foråret 2022. Til at begynde med gjorde jeg nogle forsøg i mindre skala, men da der ikke opstod komplikationer gik jeg all-in på vandtank-drikkevand. Det har gjort livet ombord meget nemmere. Ikke noget med at skulle hente vand i flasker og dunke og sikre at der er nok ombord. Bare drikke, drikke ...

Energiforsyning

Det er meget almindelig at se både med solpaneler og jeg forstår godt tiltrækningen ved at kunne være selvforsynende. Og har også selv tænkt over, om jeg har en use case for at kunne lave min egen strøm. Men efter fire døgn på Ängholmen uden adgang til landstrøm må jeg bare konstatere, at jeg ikke har brug for solpaneler. Mit forbrugsbatteri kunne levere strøm til kølekassen i hele perioden og endda også til en ekstra fuld opladning af en MacBook. Så længe tror jeg ikke jeg i fremtiden kommer til at være uden adgang til landstrøm. Bliver det tilfældet kan man jo (1) købe et større forbrugsbatteri eller (2) lade motoren køre en times tid og lade batteriet op.

Sverige som feriemål- anbefalet

1. Naturen - og i særdeleshed skærgårdene. De kan bare noget med natur i Sverige. Den skal opleves. Hvis man er til masser af mennesker og fest og festivitas, ja, så tag til Grækenland og lad mig tage til Sverige og nyde stilheden. Der er plads til så meget natur, der får lov til at passe sig selv. Tænk, at kunne være helt alene i verden på en øde ø ..? På de større øer og fastlandet vælter man sig også i natur, men her tilsat stier, så det er bare med at komme derudaf.
2. Fodgængerovergange. Alle svenske bilister holder tilbage, hvis man som fodgænger bare overvejer at træde ud på en fodgængerovergang. Luksus. Men lidt farligt at vænne sig til - da jeg kom tilbage til Rønne var jeg ved at blive kørt ned den første gang jeg ville krydse vejen.
3. Udvalget i supermarkedet. Hvorfor er udvalget af de enkelte varegrupper bare så meget større i Sverige end i Danmark? Eksempel 1: Jeg talte 23 (tre-og-tyve!) forskellige slags sennep i et supermarked af almindelig størrelse. Eksempel 2: 11 (elleve!) forskellige slags havregryn. Og det var kun havregryn. Der var også ruggryn, byggryn og blandings-gryn-produkter. Og lad mig slet ikke komme i gang med udvalget i smøreoste, ost generelt, eller fiskeæg på tube ...
4. Spise ude - priser. Generelt er det billigere at spise ude i Sverige, sammenlignet med Danmark. De fleste spisesteder har tillige specielle lunch tilbud, her kan man typisk spise fra en buffet med salat og tilbehør inkluderet for 100-120 SEK.
5. Spise ude - drikkevand. Postevand er gratis på cafeér og restauranter i Sverige. Som det burde være. Det vænner man sig hurtigt til og så gør det ondt at komme tilbage til Danmark og betale 30 kr. for et glas lunkent postevand.

Bonus-info: PostNord Sweden afholder hvert år en konkurrence, hvor den flotteste postkasse vinder hæder og ære og kommer på et frimærke. Vi har heldige at se dette års finalister udstillet her, lidt uden for Figeholm.

Sensommertogt 2024: Uge 7 - Hjemturen

Kalmar - Rønne (116 sømil - 20:33)

Uge 36-2024

Det tog et par timer at gøre klart skib til en natsejlads mod Rønne på Bornholm. Vejrudsigten lovede 8-9ms fra SØ, hvilket forventeligt ville give rolig sejlads i Kalmarsund, men bølger når vi kom fri af Öland. Jeg kom afsted kl 17 og havde således et par timer inden mørkets frembrud, hvor jeg kunne få lavet lidt mad og spist og ellers bare forberede mig på natsejlads. 

Efterhånden som det blev mørkt og vi kom mere og mere fri af Ölands behagelige bølgelæ, blev det klart for mig at det ville blive en lang nat. Det var overskyet og bælgmørkt. Jeg sad en del på knæ på dørken i cockpittet, simpelthen fordi det var der hvor der var relativt mest ro. Men det var en ubehagelig, desorienteret oplevelse. Når det er mørkt og der ingen horisont er at se, ja så har øjnene ikke et fast holdepunkt at relatere bådens bevægelser til. Og der var mange bevægelser den nat - voldsomme og på alle akser. Det var som at sidde i en lukket kasse og blive rusket rundt. 

Plan B var at der ikke var nogen Plan B. Jeg havde ikke lyst til at anløbe en havn på fastlandet, da det ville betyde hård medvind og mørke. Samtidig havde jeg heller ikke lyst til at tage en af de sidste havne på Öland, da det ville betyde sejlads imod bølgerne og vinden. Dertil kom at vejrudsigten forudsage samme vind og bølger hele den kommende uge. Der ville altså ikke være meget vundet ved at bakke ud nu. 

Kl 01:15 gik det så fra slemt til værre. Autopiloten holdt op med at reagere på de store kursudsving der konstant var skråt ned af bølgerne. Den meldte en fejlkode "E-et-eller-andet" i displayet og ville ikke reagere på tastetryk. Jeg tog rorpinden og kunne nogenlunde styre efter fyrtårnet på Utklippan. Da vi havde passeret dette punkt var der ikke noget tilbage at navigere efter - udover selvfølgelig kompas og kortplotter. Men det var ikke rart at kigge ned i stedet for ud.

At håndstyre en sejlbåd er normalt ikke svært og det var det sådan set heller ikke denne nat. Men det kompliceres af at man samtidig skal holde fast og af og til har brug for en eller to hænder til at åbne en flaske, finde noget mad eller anvende skibspotten. En arm til rorpinden, en arm til at holde fast, resten af dine arme kan du frit bruge til andre formål.

Ved 4-tiden lettede skyerne og det blev stjerneklart. Jeg kunne også mærke at konditionerne - ubehagelige som de var - ikke var blevet værre de sidste par timer. Jeg fandt tre stjerner i en konstellation nær horisonten i den generelle retning mod Bornholm og kunne nu styre efter dem. Således med angst og uro under nogenlunde kontrol kunne jeg begynde at se frem til solopgangen - og da solens første stråler kom op over Østersøen ved halvseks-tiden, blev de fulgt på vej af en skipper der sang "I Østen stiger solen op" af fuld hals.

Det er altid svært at gengive bølgernes størrelse på billeder, men de var høje og lange den morgen på Østersøen.

Endelig! Kl. 8 fik vi landkendning med Bornholm og fem timer senere kunne jeg gøre klar til at anløbe Rønne Havn. Jeg havde på forhånd planlagt mindst en overliggerdag i Rønne, for at få indhentet søvnunderskuddet fra natsejladsen. Ifølge min havneguide skulle Skudehavnen være den mest hyggelige placering. Efter lidt zig-zag mellem færger og slæbepramme i yderhavnen, lagde jeg til ved en af de ledige pladser. Havnefogeden var på plads allerede inden jeg havde fået fortøjningerne på og jeg nåede lige at tænke at det var god service, inden han kunne meddele at havnen er lukket for lystsejlads på grund af trafikken i forbindelse med byggeriet. Heldigvis var der kun en halv time tilbage til Nørrekås Marina, hvor jeg kunne vælge frit mellem mange ledige pladser. 

Netop som jeg havde gjort agterfortøjningerne klar til anløb til pæle, blev jeg behageligt overrasket over at se Y-bomme i Nørrekås Marina. Måske det eneste sted i Danmark ..?

For så vidt vides, var Fanden ikke løs.

Kebabhuset på torvet serverede en pizza og efter et varmt bad, kunne skipper stryge det svenske gæsteflag og lægge sig på køjen kl. 18.

Overliggerdag(e) Rønne

Jeg havde oprindelig planlagt blot en enkelt overliggerdag i Rønne, men den hårde vind fra øst (og især bølgerne) fik mig til at blive i tre dage. Derfor var der god tid til at få ordnet nogle praktiske ting og gået nogle lange ture. I de dage jeg var i Rønne, var der regulær hedebølge på Bornholm med temperaturer over 30C og den tørre, hede vind fra øst gav ikke megen svale. Det gjorde besøgene på den meget fine sandstrand umiddelbart nord for marinaen til gengæld og med en vandtemperatur på over 20C blev det til en del dukkerter.

Solo-sejlerens bedste ven, næst efter pulverkaffe og kanelgifflar, må være en god og trofast autopilot. Under natsejladsen fra Kalmar havde vores forhold udviklet nogle trust issues og det var tid til at undersøge om dette kunne repareres. Jeg har før oplevet med denne type autopilot, at det tandhjul der sidder på motoren kan gå løs, hvorved remmen ikke kan trækkes rundt. Men symptomerne på dette er ikke en fejlkode, men blot et fortvivlet instrument, der forsøger i det uendelig at rette op. Det var ikke dette jeg havde observeret.

Autopiloten er kommet på værkstedet og man forundres over den simple mekanik, der kan give så meget brugsværdi.

Denne pakning var gået løs og der var ingen anden udvej end at fjerne den for nuværende. Jeg tror dog ikke den har været skyldig i den fejl jeg oplevede. Derudover var der ingen tegn på fugt, vandindtrægning eller andre mekaniske fejl.

Inden autopiloten skulle samles, blev den funktionstestet i sit naturlige miljø. Alt virker tilsyneladende ok.

Der var således ingen smoking gun der helt og aldeles tydeligt kunne forklare det svigt i funktionalitet jeg oplevede. Jeg tænker at den mest sandsynlige forklaring må være regulær overbelastning og / eller måske overophedning. Under de næste sejladser får den mulighed for at opbygge min tillid igen. Men jeg har dog også oprettet en søgeagent på DBA for at have en reserve-enhed i baghånden til en anden god gang.

Der er mange af disse hyggelige stræder i Rønne.

Efter det øvrige Danmark blev frit d. 5. maj 1945, vedblev Bornholm med at være besat af tyskerne indtil Sovjetrusland bombede øen 7-8 maj og den tyske kommandant von Kamptz overgav sig d. 9. maj. Mange huse var gjort ubeboelige og over 700 bornholmske familier var uden hjem. Den svenske regering donerede 300 præfabrikerede træshuse inklusive inventar og de blev opført på rekordtid, allerede under fem måneder efter ødelæggelserne var de første huse klar til indflytning. Husene var oprindelig tænkt som midlertidige boliger, men - svensk kvalitet! - står stadig og er i dag er eftertragtede boliger.

Svenskerhuskvarteret ved Nordskoven og Haslevej.

Vejrudsigten for den kommende uge byder på en del vind (+10ms) og jeg benyttede lejligheden til at skifte fra genua til fok også for at være forberedt på krydssejlads hjemad. Fredag skulle byde på 8-9ms vind fra øst og efter tre dage i samme havn var det mit cue til at komme videre.

Rønne - Klintholm (79 sømil - 15:20)

Med to reb i storsejlet, en tottet preventer og ingen forsejl rullet ud, var jeg forberedt på en god lang dag ved rorpinden. Autopiloten virkede måske / måske ikke, men med store bølger ret ind agter og i plat læns, kan den alligevel ikke følge med ned af søerne - der skal der en styrmand til. Men når man blot er forberedt på dette scenarie og solen skinner, ja så er det nemt at holde moralen på besætningen oppe. 

 

Udsigten set fra rorsmandens synspunkt. På dørken anes proviantsækken og andre remedier til at gøre 15 timers ophold i cockpittet behageligt.

Selvom denne etape bød på over 10 timer sejlads uden hverken landkending eller mobildækning, følte jeg mig på intet tidspunkt alene i verden, tværtom. Der er en betragtelig skibstrafik i dette lille hjørne af verdenshavene og VHF-radioens kanal 16 sydede af beskeder på kryds og tværs, de fleste på engelsk med tydelige accenter af finsk, polsk, tysk, indisk, filippinsk og naturligvis dansk - alle i forskellige grader af knitrende kvalitet. Dertil kom landenes beskeder om navigational warnings, udsendt med jævne mellemrum fra alle radiostationer og Femern Bælts byggeriets egne beskeder hver time. Der var også et par safety warnings, hvoraf en viste sig at være falsk alarm, men alligevel tog en times tid at få opklaret. Normalt synes jeg det er hyggeligt at følge med i kommunikationen på radioen, men denne dag var det ved at blive for meget, nærmest som at sidde i et tog, hvor alle medpassagererne råber højt i telefon.

Skematisk fremstilling af, hvor Arne befandt sig i forhold til radiostationernes sendeområder.

Ved 18-tiden fik vi land i sigte igen og det var Møns Klint der med sine over 120 meter bød velkommen tilbage til de indre farvande.

Møns Klint, som jeg med skam må meddele jeg aldrig har set før. Solen var på vej ned, men de østvendte klinter formåede alligevel at lyse op i skumringen.

Vel ankommet til Klintholm fredag aften i tusmørke blev der holdt et skippermøde, hvor resten af hjemturen skulle planlægges. Den gode stemning led dog et lille knæk af at der ingen varmt vand var i hanerne til skipper i toiletbygningen. Nuvel, en kold afvaskning har vel også sin berettigelse. Hjemturen er påbegyndt, mentalt set er eventyret slut og nu gælder det egentlig bare om at komme vestover - og naturligvis nyde denne del af turen også. Dette faldt fint i tråd med vejrudsigten. Østenvinden ville vare ved et par dage endnu, men derefter ville der blive mindst to overliggerdage, hvis jeg ikke nåede hjem inden da.

Det ville være godt at finde hjemhavnen i Bogense inden dette vejr-scenarie med vind fra NV for tirsdag og onsdag.

Det blev besluttet at sigte efter Nyborg, som jeg kender fra tidligere og ville kunne anløb i mørke, hvis det blev aktuelt. 

Klintholm - Bogense (107 sømil - 22:22)

I det første morgengry lod jeg fortøjningerne gå og gled ud af Klintholm.

Lørdag morgen, på vej ud af Klintholm havn. Vandets farve ligner noget fra mere sydlige himmelstrøg.

Solopgangen over Møn.

Efter et par lange stræk uden landkending var det velkomment med kystnær sejlads og endda med kyst til begge sider på flere stræk.

Den lille færge mellem Stubbekøbing og Bogø.

Min første passage under Farøbroen ...

... og ditto Storstrømsbroen.

Umiddelbart vest for Storstrømsbroen er byggeriet af Den Nye Storstrømsbro i fuld gang og der var megen aktivitet i vandet ...

... og det gælder om at styre uden om alle fartøjer med vigtigere ærinder end lystsejlads. Broen forventes at kunne åbne for biltrafik i 2025 og for jernbanen i 2027.

Vel forbi broer og byggepladser kunne vi i Smålandsfarvandet ved middagstid tage en status på moralen ombord. Der var enstemmighed om at forsætte direkte til Bogense og der lå to vigtige faktorer til grund for denne beslutning: (1) Autopiloten lader til at virke som den skal og (2) vi ville ikke kunne nå at anløbe Nyborg indenfor pizzariaernes almindelige åbningstider, what's the point så ..? Min morbror, skipper på det gode skib Stoppenålen, havde tillige på sms delt følgende visdomsord:

"Man skal sejle, når østenvinden er der."

Altså: kursen omlagt til Bogense.

Storebæltsbroen, som blev passeret ved 20-tiden lørdag aften.

Natten var lun og der var ikke ligeså meget vind som lovet. Men da mørket faldt på oplevede jeg et fænomen jeg aldrig har set før: morild! Fra passagen af Romsø om styrbord og frem til Æbelø nord for Fyn var der morild i mit kølvand. Et sælsomt syn, det er så flygtligt at man næsten ikke tror man har set det, før næste "bølge" lyser op. Som at se ned i en stjernehimmel i det mørke vand. En gave at have oplevet.

Kabysmesterens sidste gerning på dette togt: Kaffebrygning kl. 1 søndag morgen syd for Samsø Bælt.

Arne sejlede næsten af sig selv kurs 210 fra Æbelø og direkte mod den røde bøje ud for Bogense Marina. Vi anløb kl. 4:30 søndag morgen, hvor yndlingsmatrosen stod klar til at tage imod på bro 23. Hjemme igen!

Søndag eftermiddag efter otte ugers fravær. Arne tilbage på sin vante plads og jeg pakker krims-krams sammen.

Sensommertogt - uge 6: Øhop fra Figeholm til Kalmar

Figeholm - Ekö (4,5 sømil - 1:05)

Uge 35-2024

Efter et kort ophold i civilisationen i Figeholm, var vi klar til flere eventyr i den øde skærgård og valget faldt på Ekö, en times sejllads sydpå. Ekö ligger i Gryts Skärgård og lever fint op til sit navn. Blandet med de allestedsnærværende fyrre- og birketræer og enebærbuske, er her mange egetræer (ek) og de får lov til at stå uforstyrret og vokse og forfalde i fred.

Arne ved Ekö.

Vi havde nærstuderet vejrudsigten og udset os en plads, der ville give læ for de kommende to døgns svage vind fra SV-SØ. Det vil sige, vi havde udset os tre pladser, så vi havde en Plan A, B og C, i tilfælde af at der skulle ligge andre både, ankeret ikke ville bide i bunden eller anden årsag. Men som sædvanlig på dette togt var Plan A tilstrækkelig. Vi måtte dog flytte ankeret et par gange inden der var ordentligt bid, men så holdt det os også på plads i de to døgn vi lå ved øen.

En god liggeplads ved en skærgårdsø har en god vanddybde tæt ved land og ingen store sten eller skær til siden. Det gør at man kan svaje lidt uden at støde på grund. Hvis øen tillige har en stejl profil, således at man kan lægge stævnen tæt på land og meget gerne ind over klippen, ja, så er det helt perfekt.

Her ses hvordan Arnes stævn er næsten helt parallel med klippens hældning. Dette giver perfekte adgangsforhold, idet man kan træde direkte ned på klippen fra stævnen. Klippens hældning fortsætter iøvrigt under vandet og der var i dette tilfælde to meter vand under kølen på Arne. Dette - sammenholdt med et anker der bider - giver god nattesøvn for ankervagten.

De mange smukke egetræer til trods, er det den vidunderlige duft af fyrrenåle, harpiks og enebær der dominerer når man bevæger sig rundt i landskabet.

Landskabet på Ekö veksler mellem nærmest ufremkommelig skov ...

... og ørkenagtige klippeområder, hvor mosset knaser sprødt under vandreskoene.

Kan man nogensinde blive træt at denne slags udsigter fra egen båd en årle morgen ..?

Når man som os har en større og øde ø helt for sig selv i to døgn, indbyder det naturligt til gå- og vandreture. Manglen på stier kan dog gøre navigationen på land udfordrende og kompasset måtte et par gange findes frem for at kunne give turguiden en pejling tilbage til Arne. 

Der skulle efter sigende være rigeligt med plads til at et menneske kunne stå oprejst inde i dette uhyggelige hule egetræ, men det lykkedes ikke fotografen at finde en frivillig turdeltager, der ville stå model til et forsøg. 

Ekö - Furö (4,5 sømil - 1:15)

Furö ligger ude i Østersøen, lidt for sig selv, fem sømil fra Oskarshamn, hvorfra en turbåd i sæsonen tager ud til øen. Bortset fra en enkelt beboer er øen ubeboet, men lodsernes tidligere beboelseshuse står stadig og benyttes nu som ferieboliger.

Der er ikke megen furore på Furö og som det er den opmærksomme læser bekendt, er det ikke første gang at Arne er eneste båd på en gästbrygga.

Selvom pladsforholdene er begrænsede, er det alligevel lykkedes at få plads til både en herre- og dameafdeling på øens das.

Indtil 31. juli er der meget begrænset adgang til øens ubeboede områder, da fuglene yngler og skal have fred. Vi kunne dog trække off-season-kortet og gå (næsten) hele øen rundt i strandkanten.

Landskabet på Furö er markant anderledes end de omkringliggende skærgårdsøer. Det højeste punkt på øen er kun 5m og klipperne er fortrinsvis af sandsten, hvilket giver et lysere udtryk. Rester fra øens produktion af stenblokke dominerede også visse steder, med store bunker af sten. Der findes 20-30 små huse på øen, hvoraf en del var lukket af for sæsonen. Men vi kunne observere menneskelig aktivitet, dog uden helt at møde nogle af beboerne og vi havde en mærkelig fornemmelse af, at blive beluret fra et af de mange mørke vinduer.

Den lille jernbane på Furö, som blev anvendt til at fragte blokke fra stenbruddet til havnen, findes stadig.

Drivende dis og tågebanker blandet med huller i skydækket til solen gav en sælsom stemning i bugten, hvor vi lå.

Som min sidste gerning inden vi tørnede ind for natten, pakkede jeg ankeret sammen i ankerbrønden i stævnen. Det har trofast siddet forventningsfuldt på hækken de sidste fem uger, men nu er vi ude af skårgården og vi kommer ikke til at anløbe øer mere på dette togt. 

Furö - Påskallavik (9 sømil - 1:45)

Som en blød overgang til Kalmars storbyliv, hvor yndlingsgasten har billet tilbage til Fyn mandag eftermiddag, valgte vi en overnatning i Påskallavik som belejligt lå næsten lige på vejen. Det blev til et par timer for motor, for der var ingen vind. Til gengæld var der diset, med hul til solen oppefra og det gav det specielle fænomen, at vi ikke havde sigte fremad, men alligevel blå himmel over os.

Glat vand, dis og ingen horisont på Østersøen på vej til Påskallavik.

Dagens lektion i Arnes Knobskole var ”dobbelt flagknob”, som jo benyttes til at sætte to stykker tovværk sammen i forlængelse, typisk fortøjninger. Efter endt undervisningen skal alle elever fremlægge for skipper. Her ses yndlingsgasten med den afsluttende praktiske prøve, som blev vurderet til fem ud af fem bramsejl.

Et typisk øjebliksbillede af navigatørens arbejdsstation, som vi nærmer os havn, i dette tilfælde Påskallavik. Kortplotter, oversigts-søkort, havneguide og kikkert er inden for rækkevidde. Den øverste kant af den netop tømte kaffekop ses i tovværks-posen.

I Påskallavik kunne vi checke ind i gæstehavnen med personlig betjening af havnefogeden, hvilket jo efterhånden er et særsyn - og især så sent på sæsonen. Men hyggeligt er det da og vi fik tillige en håndskrevet billet at hænge på Arne. Havnecaféen bød på en platte med "Lux Räkor Smörgås" til sen frokost og det gav energi til en gåtur omkring kirken med efterfølgende proviantering i den lokale Coop. 

En af verdens sværeste "tunge-brækkere" stammer netop fra denne by:
"Erik Paaske påtænker at holde påske, cirka i Påskallavik Kyrka"

Påskallavik Gästgiveri var desværre stängt for denne sæson ...

... men tilbage på Arne kunne kabysmesteren diske op med Hötdöx a la Påskallavik.

Ud for Påskallavik står en høj træfigur “Röde Gubben” på et skær og skuler ildevarslende ind mod bådene i gæstehavnen.

Påskallavik - Kalmar (36 sømil - 6:45)

Vejrudsigten lovede 4-6ms vind fra vest mellem kl 6 og 12, hvorefter den skulle løje. Derfor blev besætningen purret kl 5, så vi kunne komme afsted og udnytte de optimale konditioner; god vind fra den rigtige retning, stort set ingen bølger og høj sol.

Monsterås Bruk, som er Sveriges største producent af papir og bioethanol, ligger lidt syd for Påskallavik og vi passerede tæt forbi.

Vel ude af havnen og forbi de sidste skær kunne vi trække sejlene op, slukke motoren og læne os tilbage og nyde en dags tid for sejl i solskin ned gennem Kalmarsund. Arne kunne mærke at vi så forsigtigt har kurs hjemover og strakte ben så vi kunne holde ca. 6 knob det meste af vejen, uden at trimme sejlene særligt omhyggeligt.

Velkommen til Kalmar!

Gæstehavnen i Kalmar ligger midt i centrum af byen og hedder Ölandsbryggen, for her lagde færgen til Öland til før broen blev indviet i 1972. Fra havnen er der under 200m til både Kalmar Slot og centrum af byen, med dens hyggelige gågader indenfor borgmuren og mængder af restauranter og barer. Vi fandt en mindre koreansk kafé og kunne gøre os forståelige nok til at bestille to anretninger til aftensmad. 

Lørdag aften løb et biltræf "Armen i karmen" af stablen i Kalmar centrum med optog af mere end 100 veteran- og amerikanerbiler. 

Søndag var overliggerdag og vi benyttede lejligheden til at opføre os som de turister vi jo nok egentlig er i virkeligheden og aflagde Kalmar Slot et besøg.

Kalmar Slot, hvor Kalmarunionen som bekendt blev underskrevet i 1397 under ledelse af Dronning Margrethe I. Et besøg værd, også i solskin.

Modellandskab af Christian d. 4's belejring af Kalmar i maj 1611.

Kalmar Slot indeholder udstillinger med dragter, redskaber, værelser, information om slottet og dets rolle, og et væld af modeller fra forskellige tidsperioder. Slottet markedsfører sig selv som "Kalmars mest umoderne attraktion" og udstillingerne er da også af den u-interaktive slags, hvor man kan gå rundt med hænderne på ryggen og læse de forskellige plancher i eget tempo, uden at skulle trykke på knapper for at få en videoinstallation aktiveret. Der er vel indhold nok til en halv dags underholdning, som man så passende kan afslutte i slottets rustikke frokostscafé, hvad vi da også gjorde. 

I Kalmar gæstehavn lå vi ret nedenfor Linnéuniversitetet og mandag morgen kunne vi nyde morgenkaffen til synet af alle de nye studerende, der prøvede at finde den rette indgang samtidig med at de forsøgte at opretholde en vis form for coolness. 

Mandag eftermiddag sluttede togtet for yndlingsgasten, som skulle med toget tilbage til virkeligheden. Jeg er i skrivende stund alene tilbage på Arne og er ved at gøre klar til de sidste etaper hjemover, hvilket bliver med skipper som solo-sejler, kun i selskab sammen med kabysmesteren, navigatøren, moraleofficeren, svabergasten, radiooperatøren og maskinmesteren.

Yndlingsgasten påmønstrede Øresundståget til Köbenhamn.